Fremover kan du følge med her:
løbeblog - hvor du også er
velkommen til at komme med opmuntrende kommentarer...
*****************************************************************************************************************************************
Hvad har vi dog rodet os ud i? Vi er begyndt at løbe og for mig føles
det stadig helt forfærdeligt, men alligevel bliver jeg ved...
Henrik begyndte sin "løbekarriere" sidste år til Vandløbet og fik en fin
tid uden at have trænet særlig meget - verden er uretfærdig;-)
Da FitnessDK begyndte med løbehold hver onsdag og søndag stillede vi
begge op på begynderholdet, Henrik avancerede hurtigt til øvede og har
flair for at løbe, mens
jeg stadig er på begynder...
Eftersom Henrik af gode grunde ikke kan deltage i kvindeløbene
tilmeldte han sig Adecco Cityløb. Mindre end 10 km kunne selvfølgelig
ikke gøre det og han gennemførte også! I forhold til de seje
Sparta-løbere er tiden ikke fantastisk, men for os, der bare er
almindelige motionsløbere er det en sejr bare at gennemføre!
Inspireret af vandløbet og I Forms kvindeløb, hvor der begge steder var
god stemning udfordrede jeg studiekredsen til at vi skulle foretage os
noget kulturelt, nemlig at deltage i I Forms kvindeløb i år, men kun en enkelt bed på
krogen. Det forpligter jo, så uanset hvor mange dårlige undskyldninger
jeg kunne finde på i dagene op til løbet, blev jeg jo nødt til at stille
op.
Vi gennemførte og var derfor så kække at vi næsten med det samme
tilmeldte os IN's kvindeløb i september.
Senere på måneden var der Politikens Minimarathon i Fælledparken,
hvor Victor deltog. Han skulle på grund af sin alder løbe sammen med en
voksen og Susanne var den heldige til at få den tjans. Heldigvis er
minimarathon meget "mini", nemlig 1 km.
Vi går IKKE ned på udstyr, så selvfølgelig kunne intet mindre end
Forerunner 405 pulsur med GPS være godt nok til os. Vi har købt et hver,
og når vi har løbet kan vi se det hele på Google Earth, det er da cool.
Kan næsten ikke vente med at se os løbe rundt på Sinai-halvøen...
Det næste løb Henrik havde meldt sig til var Farum Søløb, fantastisk
tid og form, lige indtil Henrik snublede og reddede sig en
fibersprængning. Desværre havde han også meldt sig til Adecco Amager
Strandparkløb men kunne ikke deltage, så jeg blev "tvunget" til at løbe,
ændrede dog fra 10 km til 5 km. Overlevede løbet på sommerens varmeste
dag, mere er der vist ikke at sige om det...
Fulde af optimisme tog vi løbesko og pulsure med til Sharm el Sheikh,
i et naivt håb om at løbe nogle friske morgenture. Det var selvfølgelig
alt for varmt, men vi fik da løbet på hotellets løbebånd et par gange
inden en salmonellaforgiftning satte en effektiv stopper for det
løberi,-(
Vel hjemme igen begyndte vi igen at løbe i Frederiksberg Have med
FitnessDK, men en gren lå ikke lige hvor den burde ligge, så jeg faldt
lige så lang jeg var og forstuvede min venstre fod.
Henrik stillede op til både Friløbet og Eremitageløbet, men måtte
udgå begge gange på grund af en dum fibersprængning, rester fra
uheldet ved Farum Søpark-løbet.
Gennemførte DHL-stafetten, oven i købet på en rigtig god tid, især
hvis vi lægger alle 5 løberes tid sammen og dividerer med 5;-)
Kun en enkelt standhaftig kollega meldte ikke fra til løbet, så dagen
før var gode råd dyre - heldigvis trådte en kollega til med søn og
svigerdatter - og Henrik byttede en af sine vagter for at kunne deltage.
In's kvindeløb gik godt, løb med en lettere forstuvet fod og ondt i
ryggen, Annette troppede også op med influenza, begge gennemførte vi.
Det var et rigtig godt løb, og vi fortæller ikke til nogen af Victors
tid faktisk var hurtigere end vores;-)
Søndag den 10. maj 2009 er vi klar igen, ikke Annette??
Hm, så er det snart 10. maj 2009. Posten har i hvert fald været
forbi med en kuvert med startnr. og løbechip fra I Forms kvindeløb.
Er der virkelig allerede gået et år siden mit første løb??
Annette og jeg har også meldt os til Puma Charity Run i
Fælledparken den 7. juni, men ikke til In's kvindeløb. Det foregår
nemlig i Amager Strandpark og der er 5 km altså længere end 5 km i
Valbyparken. Det kan ikke forklares, det skal opleves;-)
10.05.2009 kl. 11.00 - 2 timer før Iforms kvindeløb begynder.
HVEM har dog fået den latterlige idé at tilmelde os? Er det virkelig
mig??! Jeg GLÆDER mig til det er overstået, men kender mig selv godt
nok til at vide at jeg er parat til at tilmelde mig samtlige løb i
miles omkreds når jeg er kommet over målstregen. Henrik har været så
rar at sige, at jeg da nok er kommet i mål inden afspærringerne
bliver fjernet... 2 timer efter starten! Tak for det, men i
modsætning til visse andre, gennemfører jeg altså de løb, jeg
tilmelder mig til;-)
Iforms kvindeløb er slut og både Annette og jeg gennemførte
(selvfølgelig!) og endda slog vi begge vores personlige rekorder. At
jeg lå brak en uge efter med influenza taler vi ikke om. Næste løb
er Puma Charity Run i Fælledparken.
Henrik ville ikke have siddende på sig at han ikke gennemfører
løb, så mens Annette og jeg pustede ud, tilmeldte Henrik sig
Arkitekturløbet, et løb rundt på det "nye" Frederiksberg. And guess
what, han gennemførte;-)
I morgen gælder det Politikens Minimarathon, 2 km, heldigvis
fylder Victor 8 år i dag, så voksne må ikke løbe med....
Så har Victor gennemført Politikens Minimarathon i fin stil, i en
tid på omkring 11 - 12 minutter, 2 km, det er STADIG hurtigere end
jeg løber. Hm!
Henrik har tilmeldt sig Farum Søløb, han er en modig mand, det
var præcis der, det gik galt sidst! Hvorfor nøjes med at løbe 6 km,
når man også kan tilmelde sig 14 km, god fornøjelse!
Mærkeligt nok har jeg været rigtig lang tid om at få opdateret
denne side, og det har absolut ikke noget med det faktum at gøre, at
Henrik gennemførte sit løb og jeg ikke gjorde....
I mellemtiden har Henrik også deltaget i Urbanløbet, en lille frisk
tur på 11 km, og vi har begge løbet DHL-stafet i mere eller mindre
(mig selv!) fin stil. Henrik deltog torsdag sammen med FitnessDK og
fredag sammen med mig og mit arbejde. Godt mit hold kunne nå at
indhente min tid;-)
Henrik er lun på Friløbet, men har fået startforbud (af mig, ikke
arrangørerne) da vi skal rejse dagen efter. Surt, hvis han skulle
komme til skade som sidst. En af de næste gange vi løber er i
Central Park, New York, det har vi da i hvert fald vilde planer om.
Lad os nu se...Hm, det blev nu ikke til noget, men Henrik har da
løbet en enkelt tur i Washington, for at hente billetter så vi kunne
komme op i Washington monumentet.
Vi er vel hjemme igen, og jeg har allerede meldt Annette og mig
selv til I Forms Kvindeløb søndag den 9. maj 2010 - nu gælder det
bare om at træne, men vi er også begyndt at træne om lørdagen, mens
Victor spiller fodbold. Vi løber rundt om Damhussøen, dvs. Henrik
løber og jeg løber/går, men jeg skal nok komme i form, løber også på
løbebånd i FitnessDk.