Shoppegen fundet i Petaluma - nu lettere brugt

Yosemite

Store træer

Driving down the highway

Vi ankom til Monterey ved 20-tiden og tog ud for at spise, det var helt klart uden for højsæsonen, for der var næsten ikke noget, der var åbent, vi tog derfor den første og bedste restaurant. Det var god mad, kæmpeportioner og vi blev mætte. God service.
Dagen efter tog vi til Monterey Bay Aqurium og var der et par timer, meget flot og interessant. De har som det eneste akvarium holdt liv i en hvid hval i mere end 60 dage. Det er en babyhval, så den er nu ikke så imponerende endda. Bagefter skulle turen gå til Santa Barbara. Heldigvis valgte Henrik at lytte til mig og ikke "fru Garmin", hun ville af den almindelige motorvej 101 og jeg insisterede på at vi skulle på HIGHWAY ONE! Jeg vandt og flere gange på turen sagde Henrik da også at det var godt vi valgte den vej (tak James!!), den er ufattelig smuk og absolut en omvej værd.

Vi stoppede for at få en smoothie og senere for at spise frokost, forbavsende god mad. Da vi alligevel var på strækningen blev vi selvfølgelig nødt til at køre igennem Solvang, hm, ankom ikke efter kl. 19.00 for der er byen gået i stå. Der skete ikke en disse, og der var en masse butikker, der var lukket, enten som følge af finanskrisen eller bare fordi kl. var efter 19.00??
Derefter gik turen til Santa Barbara, igen igennem et meget smukt landskab, ingen internet på min bærbare, men heldigvis forbindelse i receptionen, derfor fik jeg sendt de blogs jeg havde forberedt og læst jeres søde kommentarer.
Vi fandt en dejlig restaurant ved havnen, og nu ligger resten af familien og sover.
I morgen går turen til Los Angeles, måske liiiige med et enkelt pitstop ved et outlet, hvem ved. De trusser jeg købte, erstadig for store, så jeg må have nye forsyninger.
Og James, JA, vi er møgsure over du lokkede os til Californien, nu bliver det ALDRIG det samme at tage til Kreta eller Mallorca igen. Du kan godt begynde at spare sammen til en tur(til os...)

Santa Barbara

YES!! Internettet virker

Heikendorf goes to Hollywood

Vi besøgte Wisteria Lane - så dog ingen skuespillere, kørte forbi Norman Bates hus fra Psycho, mødte hajen fra Dødens Gab, kørte forbi studierne hvor CSI bliver optaget - slut med at se CSI-kanalen  bedre kendt som kanal 5. Vi var derefter til et show, hvor alle vores illusioner blev taget fra os, vi fik at vide, hvordan lydeffekter bliver lavet, hvordan man bruger teaterblod, etc.

Derefter prøvede vi Jurassic Park, en forlystelse, hvor man rutsjer 25 meter lodret ned, og selvfølgelig bliver oversprøjtet med vand. Victor og jeg mødte Scooby Doo, vi mødte alle Groucho Marx, han mente det var en lang gåtur for os fra Danmark og til Universal...Vi besøgte også souvenirshoppen og købte et par småting...for 148 $, ca 750 kr. Lige nu varmer kreditkortet op til en tur til Disneyland.

Vi har lige fundet ud af, at vi via vores citypass har adgang en time før de åbner, og de åbner kl. 8. så vi skal være der kl. 7.00 dut. Der er en times kørsel fra vores hotel.

GODNAT;-)

Disneyland

Det har været en rigtig lang dag, men også sjov. Dog ikke i morges, da Henrik (møg-Garmin-GPS!!) tog en forkert afkørsel og kørte igennem et mindre pænt kvarter i LA, hvor der lå en masse hjemløse og sov. Tænk at leve på den måde.

Belært af erfaring (tak Erik!) tog vi billeder af, hvor vi parkerede, aldrig har jeg set sådan et stort parkeringsområde som det, der er i Disney. Vi har mødt Pluto, Fedtmule, Chip eller var det Chap, besøgt Mickeys hus (og Mickey) og prøvet den ene sjove forlystelse efter den anden.
I morgen skal vi ned og kigge på alle stjernerne, hvorefter turen går til San Diego. Vi kunne godt have brugt en dag eller to mere her i L.A, men nu har vi jo en god undskyldning for at komme igen;-)

Omgivet af stjerner;-)

Vi skulle også se det sted, hvor de kendte har sat fod- og håndtryk i cementen, og spiste faktisk også morgenmad (sund morgenmad, ja ja) lige over for Grauman's Chinese Theatre og Kodak Theatre men på bedste vanlig vis (spejdergenet igen!!) valgte vi at gå til højre i stedet for at passere gaden, og kom igennem en del af Hollywood Boulevard, som havde nogle butikker, der bestemt ikke var for børn - selv om der var en del udklædning involveret 

Til gengæld fik vi taget en hel del billeder af alle stjernerne - lidt over 200 billeder af et fortov kan man jo altid bruge... Fandt bl.a. Melissa Gilbert, Laura fra "Det lille hus på prærien, hvis der ellers er nogen, der husker hende?? Efter at have spurgt i turistinformationen og fået at vide at det var liiiiiiiige ved siden af, fandt vi det også helt uden hjælp, og det har vi da også et par billeder af.

Victor var vældig begejstret over at finde R2D2 og Darth Waders "hånd- og fodaftryk" der.

Derefter gik turen mod San Diego, med et lille stop ved et Disney-outlet, der lå næsten lige på vejen...Da vi kom til hotellet i San Diego, også et dejligt sted, vores nabo er Seaworld, tog Isabella og Victor badetøj på, og hoppede i pølen. Dejligt varmt vand. I dag tirsdag skal vi en tur i San Diego Zoo og se pandaer og derefter hjem til hotellet og slappe lidt af, det trænger børnene til.

Mexico ligger IKKE i Spanien

Dagen startede med en tur i San Diego Zoo for at se de berømte pandaer, begge to, så vi! Hm, de var ikke specielt samarbejdsvillige, de lå begge og sov i hver deres bur, med bagdelen til os, til trods for at vi kom hele vejen fra Danmark for at se dem.

Så blev vi da heldigvis fornærmede, nej pjat, vi tog en hurtig runde i Zoo for derefter at sætte kursen mod, nej ikke Mexico, men mod et outlet, der ligger lige på grænsen. Der ligger nemlig en rigtig Disney Outlet, hvor de også har legetøj. Vi glemte vist at fortælle Victor at der også ville være 119 andre butikker, upsi dupsi, som Isabella ville have skrevet, hvis hun ellers gad at skrive på denne blog

Familiens største shoppegen, kun overgået af Annelise, gik amok i Disney (Henrik er den største shopper, hvis nogen skulle være i tvivl!), mens han betalte lavede jeg lige "Isabella og jeg går lige over og kigger hos GAP, men I står i kø-finten" og så gik jeg amok derovre. Smart, kendte jo min størrelse, da vi havde shoppet i en GAP før, derfor skulle jeg ikke prøve...(til trods for (for) meget junkfood, er jeg ikke gået over til XXXXXXL endnu)

Mens Henrik og Isabella stod i kø for at betale mine indkøb hos GAP, lavede jeg lige finten en gang til og Banana Republic. Lækker butik, der købte jeg lige et par småting...Henrik besøgte Calvin Klein, men jeg nåede at skimme hos Ann Taylor, make-up biks og en til, men jeg fandt ikke noget. Vi købte to kufferter, så vi har plads til alt det tøj, vi efterhånden har fået skrabet sammen.

Vi nåede ikke til Mexico, men havde også fået at vide hjemmefra at vi under ingen omstændigheder skulle tage bilen med over. Der var megakø - så vi gad heller ikke. Men meget turistagtigt blev Henrik tvunget til at stoppe bilen, så Turistsusanne kunne tage billeder af grænseovergangen, kun for blog-læsernes skyld, naturligvis.

Vi har været en tur i poolen og skal til at finde et sted at spise i San Diego-downtown. I morgen går turen til Seaworld, hvor vi skal se spækhuggere, hajer og den slags.

San Diego Zoo

Så er vi taget hele vejen fra Danmark til Californien og ind i Zoo og så det første man ser, er nogle flamingoer (har vi i København Zoo) og nogle ænder ( har vi også, ikke i Kbh. Zoo men Frederiksberg Have ) og så er de oven i købet i samme bur tsk tsk tsk.

Ej det var fint nok, vi startede med en tur oppe i en luftbane så vi kunne få 'overblik' (ha ha, så sjovt man er bare ved at dø af grin). Så var vi på vej hen mod pandaerne, meget skuffende kun 2 dobbelt tsk. Og efter det spiste vi så frokost ( tror jeg nok, rækkefølgen er måske ikke helt rigtig)

ja og så tog vi så ud til outlet og bla bla bla 

Seaworld

Dagen begyndte med at vi kom forbi et sted, hvor man kunne fodre delfiner - vi troede det var noget man skulle forudbestille og betale spidsen af en jetjager for - men nej, der var et bassin, hvor man kunne håndfodre delfiner og ae dem. Sikke en oplevelse!!

Vi købte nogle fisk af en eller anden art, (4 små bakker for 21$ = 100 kr. men alle pengene værd) og så kunne vi ellers fodre delfiner og ae dem. Det var sjovt og hele turen til Seaworld værd.

Derefter var det tid til at møde Shamu, det kalder Seaworld deres spækhuggere (som på engelsk dramatisk hedder KILLER whales!) - det var ikke showet, men en opvisning i, hvordan man træner dem - ("hvorfor det mor, der er da ikke nogen af os, der har hvaler derhjemme?" - sagde Victor, og det har han jo ret i)

Vi kom derefter forbi søløverne, som man OGSÅ må fodre - det gjorde vi så også, de stiller sig simpelthen op, der hvor folk står med de "lækre" fisk og tigger. Det er om at være hurtig ellers tager havmågerne dem fra en, de er MEGET aggressive. Dem kunne vi ikke (ok, jeg turde i hvert fald ikke) røre, hverken søløverne eller mågerne;-) Man kunne også fodre flamingoer, men det sprang vi over.

Vi tog hen til det store spækhuggershow, helt fantastisk - tænk hvad man kan lære sådan nogle størrelser. Først skulle vi dog lige "ære krigens helte" - så alle soldater, eller andre, der har noget med forsvaret af USA at gøre, skulle rejse sig op, så vi andre kunne klappe af dem og se dem på storskærm - MEGET amerikansk - men egentlig også lidt rørende at almindelige mennesker gider takke for den indsats de udfører - uagtet hvad man ellers mener om krigen. Nok om det - spækhuggerne og deres trænere var meget imponerende.

Vi så også "Pet Rules" - show med hunde, grise, katte og ænder samt et show med søløver - meget sjovt, men også meget lig det vi så i Disney (Hov - er man lige blevet forvænt eller hvad!!)

Efter 7 timer tog vi af sted (mest fordi Seaworld lukkede på det tidspunkt - snedigt nok blev man lodset ud igennem deres souvenirbutikker - og Henrik fandt da også et par småting...), hvorefter vi tog ud til Stillehavet - en køretur på 3 minutter, og så solen gå ned. Vi købte pizzaer med hjem, ikke nogen stor kulinarisk oplevelse, men dog mad i maven.

Godt mætte af oplevelser sluttede endnu en dejlig dag.

Om et par timer går turen mod Palm Springs - en by i Californiens ørken, vi skal køre ca. 2 timer og planlægger at nyde resten af dagen i swimmingpoolen. Hm...der er altså også et lillebitte outlet med kun 130 butikker lige en ½ times kørsel fra hotellet...

Der er billeder her (og hvis nogen skulle være interesseret i yderligere 50 billeder af solnedgang over Stillehavet er vi leveringsdygtige!): http://picasaweb.google.dk/susanneheikendorf/Seaworld?feat=directlink

Hvorfor hedder det Stillehavet?

Om det var koldt? Det var ikke koldt, det var ISPISKENDE HYSTERISK ISKOLDT. Strømmen var desuden meget stærk, så det blev kun til lidt sopperi. Efter et bad og lidt morgenmad, gik turen til Palm Springs, hvor Isabella og Victor hygger i poolen.

Solen er meget stærk her, sjovt med de enorme temperaturforskelle der er, i San Diego gik meget af tiden med hættetrøjer (det er ikke en joke!) fordi der kun var 20 grader - 2 timers kørsel ind i landet gør en stor forskel, men det er jo også ørken.

Senere i dag skal vi ud at shoppe lidt, undskyldningen er at Isabella mangler tøj;-)

Stille dag i Palm Springs

Henrik og jeg solbadede mest (det var ikke så koldt) og vandhundene pjaskede i poolen. Som skrevet i går er klimaet helt anderledes end i San Diego, meget varmere, så det blev kun til et par timer i solen.

Derefter tog vi til det lille diskrete outlet med kun 130 butikker, Isabella og jeg gik alene, Henrik og Victor gik sammen, det gik fint, vi ringede sammen på nogenlunde bestemte tidspunkter, så vi vidste hvor hinanden var, og mødtes for at smide vores høst ind i bilen.

Efter et par timer der, gik turen til hotellet, lige skifte tøj og ud at finde noget at spise. Det var ikke en helt nem opgave, de nærmeste restauranter var lukkede, så vi besluttede at hente bilen og køre til downtown, som ikke er så langt væk. Man går åbenbart ikke her i landet, FORTOVENE er slet ikke oplyst. Vi fandt en dejlig italiensk restaurant, der serverede spinat til hovedretterne, dejligt med nogle grøntsager, det savner jeg virkelig. Der skal gnaskes gulerødder, når jeg kommer tilbage igen

I dag går turen til Lake Havasu, det er en køretur på ca. 3-4 timer, men vi gør holdt i Joshua Tree National Park og kigger på....træer.

Ørkenvandring...

Efter morgenmad gik turen mod Lake Havasu City. En frisk lille køretur på 3 - 5 timer - afhængig af GPS-type

Vi valgte at køre igennem Joshua Tree National Park, for at se de specielle træer, der er der. (Smart sted at gøre det!) Fru Garmin (vores dødssyge GPS) synes vi skulle vende om, selvom vi var ca 2/3 inde i parken, for at køre tilbage, selvom vejen fører direkte til Lake Havasu. Åhhh, jeg savner min Navigon GPS, men den ville nok ikke gøre nytte her, da den kun har kort over Europa.

Landskabet blev mere og mere goldt, og vi ventede hele tiden at se John Wayne eller nogle indianere, landskabet var som taget ud af en god gammel western. Der er røde bjerge og fantastiske landskaber, jeg har taget en del billeder på bedste japaner/amerikaner-manér ud af vinduet i fuld fart.

De har nogle sjove skilte herovre, Isabella og jeg er begyndt at samle på dem, altså på billeder, vi stjæler dem ikke. Midt i ørkenen er der skilte med advarsler om oversvømmelse, i et område, hvor der falder 10 cm. regn om året, hvis de er heldige. Hm, vi kom heldigvis tørskoet igennem

Vi fulgte route 62, ja ja, route 66 er først i morgen, og heldigvis var vi så fornuftige at vende om for at tanke, da et skilt meddelte os, at der ikke var mulighed for at tanke de næste 100 miles. Det er kun 160 km, men der er INTET, ingen butikker, næsten ingen huse, ingen byer, intet.

Vi kørte langs jernbanen, der ligger omgivet af absolut ingenting, men alligevel er der skrevet "graffiti" langs jernbanen med sveller og sten. Hvem der skriver det og hvorfor har vi ingen anelse om, det er måske de lokales lørdagsunderholdning??

Vi har for øvrigt passeret en statsgrænse, vi er ikke længere i Californien men i Arizona. Foreløbig har vi ikke oplevet den store forskel, de taler stadig amerikansk, siger kvikke Henrik, mens han kigger over skulderen, han har da ellers selv adgang til at oprette indlæg,-)

Grænsen blev passeret ved at køre over Colorado River, meget smuk flod, men vi har jo kun set en brøkdel endnu.

Her er dog varmere, vi har ca 33 grader, ca. 13 grader over temperaturen i San Diego. Badevandet er også varmere, det i poolen altså. Det var nemlig det sted vi "landede" efter at være ankommet til hotellet.

Nu sidder vi og slapper lidt af på værelset, inden vi finder London Bridge og noget aftensmad.

Grand Canyon er et hul!

Route 66

Inden vi kom ind på selve Route 66, kørte vi langs godstog så lange som jeg ved ikke hvad. Der skal 4 lokomotiver til at trække dem, de første containere er i to lag, og derefter er det sættevogne til lastbiler i lange baner. Meget imponerende.

Vi stoppede (under vilde protester fra GPS-GARMIN) i et besøgscenter, hvor man kunne lære mere om ruten og desuden købe pæne ting til hjemmet. Vi modstod dog fristelsen til at købe en broderet kuffert...og jeg MÅTTE ikke købe et broderisæt, hvor man selv kunne brodere Route 66 (beklager søster, jeg finder noget andet)

De tilbød desuden "travelkit" kun til voksne, da det indeholdt ting uegnede for børn, både Henrik og jeg tog et, og da vi kom ud i bilen, vidste det sig, at de "uegnede ting" var tamponer! Mener også de er uegnede for mænd....

Vores næste stop var hos Hackberry General Store, jeg havde læst i "Turen går til Californien" at man ikke må gå glip af det sted. Det kan næsten ikke beskrives, det skal ses, se billederne senere på Picasa.

http://picasaweb.google.dk/susanneheikendorf/Route66?feat=directlink

Manden ved kassen ligner en, der har eksisteret siden vejen blev anlagt, en sjov gammel fyr. Da vi stod ved kassen, stod der en lige så gammel mand bag os, med noget der lignede route66-øl. Henrik spurgte ham og fik at vide at det var root beer uden alkohol - da jeg så spurgte hvad det er, gav hele køen sit besyv med - vi købte to, selvom vi fik at vide at europæere mener det smager af hostesaft. Vi kan endnu ikke fortælle om det er sandt eller ej, har ikke smagt dem. Vi købte også et par andre småting til hjemmet - vores eget. Næste stop var for at spise frokost, det foregik i et indianerreservat, hvor maden var forbavsende god og priserne forbavsende fornuftige. De havde naturligvis også en lille souvenirbutik, hvor Isabella og Victor fik hver deres "hold onde ånder væk- og drøm sødt-armbånd" - det har hjulpet, vi har ikke set skyggen af onde ånder,-)

Vi stoppede i endnu en by, bare for at kigge og kørte derefter direkte til Grand Canyon. Her skal vi være i 2 nætter, heldigvis, det var en lang køretur og vi var alle trætte - men vi skulle selvfølgelig lige hen og se "hullet". Igen stor ros til Nyhavn Rejser, vi skulle gå maks. 5 minutter for at nå til South Rim, kanten af Grand Canyon. Sikke en udsigt!! Victor var lidt nervøs, for der er jo ikke specielt børnesikret, og han kunne ikke rigtigt lide at gå ned af stien.

Måske var det træthed efter køreturen og går bedre i morgen? Vi skal ikke ud og hike, men tager enten en bus rundt eller en helikopter, skal lige finde ud af, hvilke muligheder der er og om ALLE har lyst til helikopterturen. Hvis ikke, bliver det bus.
Vi spiste mad på hotellet, der er cafeteria, og det er udmærket mad, det mætter og mere er der ikke at sige om det - Gordon Ramsay ville helt sikkert kunne komme med et par forbedringstips.

Grand Canyon

Hm, Henrik blev sendt af sted for at finde ud af priser på helikopter-ture vs. alm. fly. Da ingen af os har prøvet at flyve med helikopter, blev det det. Turen tager ca 25 - 30 minutter, vi får bestilt tid og skynder os ned til Grand Canyon Airport.
Inden vi får lov til at stige ombord skal vi vejes, æv, heldigvis skal man bare stå på en plade og det er kun damen bag skranken, der kan se vægten, og hun er for fin til at udbasunere den. Det lyder altså også meget mere i pund end i kg. Henrik fik sin vægt at vide og blev enig med sig selv om at hans mavebælte er ENORMT tungt....hm.
Vi blev iført smarte redningsveste, og mens vi ventede kom der et ægtepar, der skulle i samme helikopter som os. Ikke mindre end 4 gange gjorde hun opmærksom på at hun skulle sidde ved siden af piloten for ellers ville hun blive luftsyg. Super idé at tage en helikoptertur, når man har tendens til den slags. Nå, men vi var jo blevet vejet og fordelt efter vægt, så hun havde allerede reddet sig sædet ved siden af piloten, og så kunne hendes mand, der efterhånden var lettere flov over hende, sætte sig ind ved siden af os.
Det var en fantastisk tur, Victor påstår jo han har højdeskræk, men det har han altså ikke! Vi fløj over og langs Grand Canyon, man må ikke flyve ned, de er lidt sippede med at man ikke må ramme dem, der hiker. (Man må heller ikke smide mønter ned fra kanten, som om det var en bedre (stor) ønskebrønd!).
Efter den oplevelse tog vi tilbage til Nationalparken, vi ville prøve at se nogle af udsigtspunkterne, men det var næsten umuligt at finde plads til bilen, så vi tog en shuttlebus frem og tilbage.
Jeg havde fået den geniale idé at se solnedgangen over Grand Canyon, men det var jeg vist ikke den eneste, der havde fået. Solen går åbenbart ned et sted, hvor man ikke må køre i egen bil, så hen til en shuttlebus igen. Der var kø, så meget kø at vi først kom med den 3. bus, man måtte åbenbart ikke stå op i de der shuttlebusser.
Fin fin solnedgang, men hold ferie, hvor er det koldt, når solen går ned. Der er park rangers, der holder øje med at ingen bliver efterladt ved udsigtspunkterne, naturen er altså ikke til at spøge med. Temperaturen falder ca. 20 grader, når mørket falder på.
Da vi havde set solen gå ned stillede vi os pænt i kø, er der noget amerikanere kan, så er det altså at stå i kø, og ve den, der prøver at springe over (sjovt nok altid franskmænd!).
Denne gang måtte man gerne stå op i bussen, så det gik temmelig hurtigt at komme tilbage igen.
Derefter var det ned i cafeteriet for at få noget aftensmad, varmt og mættende og så tilbage til værelset for at få noget søvn - der er lang vej til Vegas i morgen.

Las Vegas

Vi stoppede ved Hoover Dam, den ene side ligger i Arizona og den anden i Nevada, og der var "sikkerhedscheck" for at komme igennem, det bestod dog blot af, at en politimand kastede et blik på os og vinkede os videre. Jeg sad med kortet over USA og "Turen går til Californien" så vi lignede nok heller ikke andet end turister.

Henrik syntes ikke dæmningen så ud som på film, (han har åbenbart glemt ALT, hvad vi lærte i Universal,) så vi stoppede på Nevada-siden, hvor vi samtidig spiste frokost. Der er vejarbejde eller broarbejde, så det tog en evig tid at køre igennem det område.

Vi ankom til Las Vegas og fandt uden problemer vores hotel, stillede bilen og så blev det ellers vanskeligt. Hotellet er kæmpestort og forvirrende. For at komme til receptionen skal man igennem et inferno af et casino, hvor det bimler og bamler med "en-armede". Folk sidder i turistuniform (dødssyg t-shirt med festligt print og shorts) og meget unge piger går rundt i meget lidt tøj og serverer drinks. Musikken er høj høj høj.

Vi blev dog checket ind, gik op og så værelset, og ellers ned for at hente vores bagage. Det var lidt af en opgave at finde tilbage til parkeringshuset, og der er selvfølgelig ikke direkte elevatoradgang derfra, næ nej, man skal først med en elevator, derefter med en rulletrappe (superduper smart, når man har en masse kufferter!) og så en anden elevator, der fører op til værelserne. Det tog ½ time eller noget i den stil.

Vores ene kuffert er stået af, så vi blev nødt til at ompakke og derefter købe en ny - købte samtidig et par andre småting.

Derefter ud på "The Strip" - hovedgaden i Vegas (findes der andre gader??) for at finde noget mad. Vi besluttede at spise i Eiffeltårnet (ikke Garmins skyld, at vi landede der!), der er Frihedsgudinden, Luxor, Rom og naturligvis også en lille bid af Paris. Vi var vist de eneste, der kom ind fra gaden for at spise, alle (andre!) var i pænt tøj og højhælede sko (kvinderne!), heldigvis havde jeg "tvunget" Henrik til at smide turistuniformen og tage noget mere almindeligt tøj på. Det var dyrt og godt at spise der. Bagefter tilbage til hotellet, igennem casinoet igen, hvor et par Blues Brothers-look a like optrådte. Vi skyndte os dog op på værelset for at sove, vi skal flyve videre til Washington.

Las Vegas er kaos, kunstig, klaustrofobisk.

Las Vegas Airport

Vi checkede ud af hotellet, stuepigen var allerede i gang med at rede senge, selvom al vores bagage stadig var på værelset, sengetøjet blev IKKE skiftet, vi håber det var en fejl og det bliver skiftet til de næste, der flytter ind. Hun bad om legitimation, om vi havde adgang til værelset, hm! Da vi så gik med al vores bagage var der en anden stuepige, der på gangen spurgte om vi havde taget den forkerte elevator, sagde jeg nej og hvorfor - hvilket resulterede i at hun spurgte efter vores værelsesnr. Meget mærkelig opførsel på det hotel.

Vi skulle aflevere bilen hos Avis i lufthavnen og derefter tage en shuttlebus til lufthavnen. Supernemt med 7 kufferter! Åhhhh, da vi så fik checket ind, var der 6 kg. for meget bagage i den ene kuffert, så hen og pakke om. Derefter igennem security, af med sko og trøjer og det hele, derefter med tog til vores terminal. Lufthavnen er KÆMPESTOR.

De har gratis internet, det er mere end det hotel vi lige har boet på har, der kostede det 10 $ for 24 timer, ikke dyrt, bare mærkeligt når det er gratis alle andre steder.

Næste gang I hører fra os, er det fra Washington. Det er en by, vi glæder os meget til at se.

Las Vegas er mærkelig, vi skulle måske have haft en dag til, for at kunne nå noget mere og måske se et show, men det er altså mest en by for voksne.

Las Vegas

Vi kunne vist godt have brugt et par dage mere, der er meget der mangler at blive set, næste gang. 

Vi sidder og venter i lufthavnen lige nu, flyet er selvfølgelig forsinket, rundt omkring os er der naturligvis spillemaskiner, hvis ventetiden skulle blive for lang kan man jo lige tabe de sidste dollaser.

Washington

Vi sov længe, nogen af os, og gik derefter hen til downtown Washington, for at se det Hvide Hus og alle de andre ting. Det Hvide Hus har været så uforskammet at stille et festtelt foran, så vi ikke kan se en disse. HMFRRR!!!! Efter det gik vi til Washington Monument, men for at komme derop skal man bestille tid meget tid i forvejen eller troppe op samme dag for at få billetter - det satser vi på at gøre i morgen.

Vi skulle også lige besøge Lincoln Memorial, og det førte os igennem et mindested for Korea-krigens ofre - vi mødte en masse veteraner - på mig gjorde det et dybt indtryk - men jeg kan blive rørt over alting. Vi så også et mindesmærke for 2. verdenskrig, igen meget meget rørende.

Derefter gik vi hen til National Smithsonian Air and Space Museum, stor oplevelse, Victor kunne genkende det han havde lært fra "Nat på museet 2", ikke som New York, de havde virkelig forstået at udnytte filmen og folks interesse for at gå på museum.

Derefter taxa hjem til hotellet, vi havde gået over 10 km på gaderne (ifølge MIN gps). Taxachaufføren troede vi var fra en anden stat - vi skal vist snart hjem

Ferien, vi ikke vil hjem fra

I går meldte Henrik sig frivilligt til at være "Washington-Monument-billetansvarlig", så han tog løbetøj og løbesko på og løb hen for at hente billetter. De er gratis, men skal altså hentes samme dag, hvis man ikke har været så snedig at forudbestille. Så snedige havde vi ikke været...

Vi fik billetter til kl. 12 og måtte pænt stå og vente i kø, de lukker 8 - 9 stk. ind af gangen, men kun for at komme igennem sikkerhedscheck, så får man pænt at vide at man skal sætte sig og vente indtil næste hold er checket og så er det ellers op med elevatoren. Der er små vinduer i 500 fods højde, hvor man har udsigt over hele Washington, desværre var det øsepøseregnvejr, så udsigten var lidt begrænset.

Derefter en etage ned for at tage elevatoren, glasset i elevatoren bliver frosted, det er en gasart fortalte rangeren, så vi ikke bliver dårlige over, hvor hurtigt elevatoren kører. Den stopper to gange på turen ned, hvor man bl.a. kan se farveforskellen på bygningen, den stod stille nogle år på grund af manglende finanser.

Sjov oplevelse, vi anede slet ikke at man kunne komme op i Washington Monumentet. Efter den tur iførte vi os smarte regnslag, og gik hen for at se Jefferson Memorial, Victor synes det er mærkeligt at lave sådan et stort monument for bare en mand, når soldaterne fra Vietnam og Korea "bare" har fået en væg - og det har han vel ret i...

Våde og trætte (og lidt sure....) fandt vi det første det bedste sted at spise frokost. Det var på Holocaust museet, vi var dog ikke inde, kun i cafeen (vegetarisk!), hvor vi selvfølgelig også skulle igennem et sikkerhedscheck.

Taxa hjem - slappe lidt af - og så af sted til Union Station for at se den, meget flot.

Men det skal vi nok komme - hjem altså

Vi besluttede at Capitol Hill måtte klare sig uden os, dagen før tog det 1½ time at køre fra Union Station og hjem til hotellet på grund af trafik. I stedet daffede vi rundt i området for at finde pæne gaver at tage med hjem...

Georgetown er et meget hyggeligt område i Washington. Vi spiste morgenmad på en hyggelig café, (efter en forgæves jagt på specielle elpærer), stødte på en Eagels Outfitters, hvor Isabella fandt et par trøjer, derefter var det tid at finde tilbage til hotellet for at mødes med Ali, vores chauffør med den store bil. Han kom FØR tid, og vi fik smidt alle vores kufferter i bilen, af sted til lufthavnen (den første km. gik i sneglefart, men Ali kendte heldigvis en smuk smutvej, så vi ankom til Dulles i god tid.

Vi blev nødt til at købe en taske efter check in (ingen overvægt - i hvert fald ikke i kufferterne!) fordi vores ene pose med Wii-fætteren var gået i stykker.

Fin flyvetur, så en million film, sov ikke, og da vi landede stod familien og tog imod os i Kastrup - dog uden flag, meget skuffende Derefter hjem til os til morgenbord, i to biler, vores 7 kufferter fylder trods alt en del. Her til eftermiddag har vi pakket ud, hele stuen er fyldt med tøj, vasketøj, æv, men heldigvis er det meste nyt og vi har ryddet grundigt op i vores gamle tøj.

Vi er allerede i gang med at tale om, hvilke byer vi skal besøge næste gang!!

Konklusionen må være at vi har været meget tilfredse med Nyhavn Rejser - hvis vi selv havde planlagt turen eller brugt det andet tilbud vi havde fået, havde vi ikke fået alle de oplevelser vi har fået på denne tur. Vi har kørt ca. 2200 miles på denne tur, ca. 3500 km, men det har ikke været hele dage, vi har kørt. Vi kunne sikkert have sparet et par km. hist og pist, men vi har hele tiden sagt at selve turen også var en del af ferien, at gå glip af Route 66 og highway 1 for at spare nogle timer ville være fuldstændig tåbeligt, selvom motorvejen er lige ved siden af.

Vores webalbum på Picasa bliver opdateret - de billeder vi har lagt på indtil nu er kun en brøkdel af de billeder vi har taget. Desværre viser billederne ikke helt, hvor fantastisk et land USA er.

"We'll be back"